Horsens Lang Weekend 2011


3 spillere fra Thy Skakklub deltog i denne turnering, som forgik i dagene 21-24 juli. De 3 var Michael Christensen, Hans Jørgen ”Fischer” Christensen og deres referent, Egon Madsen. Turneringen er en 7 runders koordineret turnering efter et system der hedder ”accelereret FIDE-schweizer”. Alle spillere er i en stor gruppe, men placeret i præmiegrupper efter rating.

Af disse 3 var Michael det store lyspunkt. Michael startede, planmæssigt kan man sige, med at tabe til Aksel Hansen, Holstebro (1759). Dog efter et parti hvor han pressede Aksel godt. 2. runde gav en flot sejr mod Peter Kristensen, Tjele (1714). I runde 3-4 mødte Michael Sander Ehmsen, Frem Odense (1865) og Dennis Hemdorff, Holstebro (1951). Begge partier gik i slutspil, hvor Michael desværre spillede forkert i stillinger der kunne holdes remis. Han mistede dog ikke modet og det gik ud over Vagn Skov Andersen, Horsens (1683) som blev regulært nedspillet i 5. runde og Jan K. Jensen, Svorgerslev (1750) i 6, hvor Michael havde lidt af det held han manglede i runde 3-4. I 7. runde mødte Michael det store talent Jesper Søndergaard Thybo, Skive (1914). For første gang i turneringen blev Michael regulært udspillet. Slutresultatet blev således 3 point. Det lyder ikke prangende, men med en forventet score på samlet 0,74 er det mere end godkendt. Det gav rating fremgang fra 1426 til 1541 og en 2 præmie i rating gruppe 7.

Også Hans Jørgen kom fornuftigt fra turneringen. Hans Jørgen sagde at han havde fået af vide af formand Jens at han skulle sætte sig på hænderne. Altså ikke spille for hurtigt! Og det virkede tilsyneladende! I de første 4 runder mødte Hans Jørgen spillere med fra 1626 til 1886 i rating. Hans Jørgen kæmpede godt og tænkte sig om, men selv om det var tæt på lykkedes det ham ikke at få point ud af anstrengelserne. Efter 2 dage og nok ca 15 timers skak med 0 point var der nok nogen der havde mistet modet. Men ikke ”Fischer” fra Thy! På turneringens dag 3 mødte Hans Jørgen modstandere med nogenlunde samme ratingtal som ham selv og så var ”Fischer” ovenpå igen. Thomas Søndergaard Thybo, Morsø (1111) og Aase Morling, AS 04 (1216) blev uden de store problemer sat på plads. I sidste runde ventede igen en stærkere spiller og Hans Jørgen sluttede på 2 point. Faktisk tæt på præmie i rating gruppe 8. Et enkelt korrektions point manglede. Forventet score var 1,70 så det gav en lille fremgang fra 1276 til 1290.

Jeg selv var ikke for godt spillende. Efter en ikke overbevisende pligtsejr over Jan Thybo, Morsø (1076) mødte jeg overmagten i de 2 næste runder og tabte uden de stor dikkedarer til Carsten Brølling, Skødstrup (1894) og Morten Frank Jensen Præstø (2022). I 4. runde mødte jeg Peter Kristensen fra Tjele (1714), som Michael tidligere havde besejret. Det gik ikke for mig! Jeg lavede en grov fejl og mistede tidligt en officer, i 5. runde vandt jeg over Thomas Nielsen, Evans(1401). I 6 runde skuffede jeg igen. Blev regulært nedspillet af Bjarne Eiholt, K 41 (1458). I 7. runde mødte jeg den helt unge Alexander Le Besq, Frem Odense (1343) og vandt et spændende parti med modsatte rokader. I alt fik jeg 3 point og en placering uden for præmie rækken i rating gruppe 6. Min forventede score var 4,07 så ratingtallet røg ned fra 1644 til 1613.

Turneringens samlede vinder blev Martin Bækgaard, Jetsmark med 6 point. Mon ikke hans gamle læremester Chr. Ertbjerg i Aulum er lidt stolt? Vil man læse mere om turnering kan man gå ind på horsensskakforening.dk


Egon Madsen

 


Tilbage